Et godt glas vin behøver ikke være gemt til gæstemiddagen eller de helt særlige anledninger. Vin kan også sagtens høre hjemme ved bordet en helt almindelig mandag, tirsdag eller onsdag.
Og hverdagsmad behøver bestemt ikke være kedelig. Kylling med kartofler, pasta med kødsovs, fiskefrikadeller og pizza er klassikere af en grund: De smager godt, er nemme at lave og fungerer for de fleste omkring middagsbordet.
Men hvilken vin passer til de velkendte hverdagsretter? Her får du fire gode bud.
Kylling, kartofler og grøntsager er en ægte hverdagsklassiker. Det gode ved kylling er, at den kan tilberedes på et hav af måder – og derfor kan du også gå flere veje med vinen.
Til en klassisk stegt eller grillet kylling kan en frugtig Cabernet Franc være et rigtig godt valg. Her får du rød frugt, krydrede nuancer og tilpas fylde til kødet uden at overdøve de mere sarte smage fra grøntsagerne.
Prøv gerne at servere rødvinen en smule køligere end normalt. Det kan give et dejligt frisk udtryk – især på en lun aften.
Gå efter en Cabernet Franc med god frugt, moderate tanniner og et let krydret udtryk. Det giver dig en alsidig rødvin, der fungerer godt til både kylling, kartofler og grøntsager.
Spaghetti bolognese – eller bare pasta med kødsovs – er en sikker vinder på mange danske middagsborde.
Tomat, oksekød, grøntsager og måske en gavmild håndfuld frisk basilikum giver masser af smag. Derfor må vinen også gerne have både frugt, friskhed og lidt fylde.
Her er det oplagt at blive i Italien. En Montepulciano d'Abruzzo passer godt til den tomatbaserede sauce og kødet, samtidig med at den har nok frugt til at gøre kombinationen rund og imødekommende.
Vælg en saftig italiensk rødvin med mørk frugt og god friskhed. Syren i vinen er særlig vigtig, fordi den spiller godt sammen med tomaterne i kødsovsen.
Det er italiensk stemning på en helt almindelig tirsdag – og det kan altså også noget.
Lune, smørstegte fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade er svært ikke at holde af. De kan også serveres med nye kartofler, persillesovs, salat eller lige det tilbehør, der plejer at være favoritten hjemme hos dig.
Til fiskefrikadeller er en kølig hvidvin et godt match. Vinen må gerne have friskhed til fisken, men samtidig lidt fylde til den stegte overflade, smørret og det cremede tilbehør.
Chenin Blanc er et spændende bud. Druen kan give hvidvine med både frisk syre, frugt og god fylde, hvilket gør den velegnet til en klassisk fiskefrikadelle med tilbehør.
Server vinen kølig – så er onsdagsmiddagen godt på vej.
Weekenden nærmer sig, og så må aftensmaden gerne være ekstra nem. Pizza er nærmest skabt til formålet.
Om du sværger til pepperoni, skinke, grøntsager eller insisterer på, at ananas selvfølgelig hører hjemme på pizza, blander vi os ikke i. Der skal være plads til alle ved bordet.
Når det gælder vinen, kan en saftig og krydret rødvin være et rigtig godt udgangspunkt.
En frugtig Shiraz med krydderi og god fylde kan stå imod både tomatsauce, ost og smagfuldt fyld. Har pizzaen meget kraftigt eller krydret fyld, må vinen også gerne have lidt ekstra power.
Til lettere pizzaer med eksempelvis grøntsager kan du med fordel vælge en knap så tung rødvin.
Du behøver ikke vente til fredag eller finde de fine glas frem, før du åbner en flaske vin. Nogle gange er det netop et godt glas til pastaen, pizzaen eller fiskefrikadellerne, der gør en helt almindelig hverdagsmiddag lidt bedre.
Hos Vildmedvin gør vi det nemt for dig at finde vin, der passer til maden – uden at det behøver blive højtideligt eller svært. For de gode vinoplevelser må også gerne begynde en mandag aften.