Rødkål og brunede kartofler er svært at komme udenom, når den klassiske julemiddag skal på bordet. Her får rødkålen et ekstra løft med tørrede figner og valnødder, mens balsamico, ribssaft og honning sørger for den helt rigtige balance mellem syre og sødme.
Som Thomas Herman siger: "Det er vigtigt, der er en balance mellem det sure og det søde." Smag derfor til undervejs – lidt ekstra balsamico giver mere syre, mens honning kan skrue op for sødmen.
Som bonus får du også opskriften på klassiske brunede kartofler og hjemmelavede kartoffelchips. Tre gode stykker tilbehør, der passer perfekt til julemiddagen.
Tilbehør til 4-6 personer
1 helt rødkål, fint snittet
4 spsk. andefedt
2 spsk. honning
2 dl balsamico
3 dl lagereddike
4 dl ribssaft
10 tørrede figner, skåret i kvarte
100 g valnødder
3 laurbærblade
Salt
Friskkværnet sort peber
Smelt andefedtet i en stor gryde, og sautér den fintsnittede rødkål let.
Tilsæt honning, lagereddike, balsamico, ribssaft og laurbærblade. Vend det hele godt sammen, læg låg på gryden, og lad rødkålen simre i cirka 20 minutter, eller indtil den er mør.
Kom imens valnødderne i en lille gryde, dæk dem med vand, og bring vandet i kog. Hæld vandet fra, og skyl valnødderne. Det hjælper med at fjerne eventuel bitterhed.
Når rødkålen er mør, tilsættes valnødder og tørrede figner. Lad det hele simre sammen et kort øjeblik.
Smag til med salt og peber. Justér også balancen mellem sødt og syrligt efter din egen smag. Tilsæt lidt mere balsamico, hvis kålen mangler syre, eller lidt honning, hvis den skal være sødere.
Ingen julemiddag uden brunede kartofler. Tricket er at sørge for, at kartoflerne er tørre, inden de kommer på panden. Så får karamellen langt bedre mulighed for at lægge sig flot omkring dem.
1 kg små pillekartofler, kogte, pillede og ved stuetemperatur
90 g sukker
90 g godt smør
Knust sort peber
Sørg først for, at kartoflerne er så tørre som muligt.
Smelt sukkeret på en pande, og lad det karamellisere. Tilsæt smørret under forsigtig omrøring. Det vil bruse kraftigt op.
Når smørret er bruset af, kommes kartoflerne på panden.
Glasér kartoflerne ved moderat varme, mens du forsigtigt vender dem rundt, så karamellen fordeler sig jævnt omkring kartoflerne.
Krydr til sidst med lidt knust sort peber.
Vil du have lidt ekstra knas på bordet, er hjemmelavede kartoffelchips svære at slå. De kræver kun kartofler, olie og salt – og smager allerbedst direkte fra gryden.
4 mindre bagekartofler
Vindruekerneolie til fritering
Salt
Skræl kartoflerne, og skær dem i helt tynde skiver på et mandolinjern.
Læg kartoffelskiverne i koldt vand i cirka 20 minutter. Skift vandet flere gange undervejs, så noget af stivelsen skylles væk.
Tag skiverne op, og tør dem grundigt.
Varm vindruekerneolien op i en gryde. Fritér kartoffelskiverne ad flere omgange, indtil de er gyldne og sprøde.
Tag chipsene op, og lad dem dryppe af på fedtsugende papir. Krydr med salt, mens de stadig er varme.
Rødkål med figner og valnødder og de søde, brunede kartofler er oplagt tilbehør til klassikere som flæskesteg og andesteg.
Her er der masser af både sødme, syre, fedme og krydderi på tallerkenen, og det stiller også krav til julevinen. En rødvin med moden frugt, god fylde og friskhed er ofte et godt sted at starte. Det kan eksempelvis være en krydret Rhône-vin, en fyldig Ripasso eller en anden frugtrig rødvin, der har kraft nok til at følge julemiddagens mange smage.
Hos Vildmedvin finder du et stort udvalg af julevin, når der skal noget godt i glasset til årets julemiddag.