Sådan steger du den perfekte ribeye

Der er få ting som et godt stykke veltilberedt kød. En ribeye med en flot stegeskorpe, masser af saft og den helt rigtige fedtmarmorering behøver faktisk ikke ret meget hjælp – men den skal behandles ordentligt.

Ribeye er særligt velegnet til pandestegning, fordi fedtmarmoreringen giver både smag og saftighed under tilberedningen. Og teknikken kan sagtens bruges til andre udskæringer. Det handler først og fremmest om temperatur, en varm pande, god krydring og ikke mindst om at give kødet ro efter stegningen.

Her får du vores bedste tips til at stege en saftig ribeye med en flot, karamelliseret stegeskorpe.

Vælg en ribeye med god marmorering

Når du vælger ribeye, skal du ikke nødvendigvis gå efter det stykke med mindst fedt. Tværtimod.

Den fine fedtmarmorering inde i kødet er med til at give ribeye dens karakteristiske saftighed og intense smag. Under stegningen smelter noget af fedtet og bidrager med masser af smag.

Kig derfor efter et flot stykke kød med en jævn fedtmarmorering.

Tag kødet ud af køleskabet

Lad kødet temperere inden tilberedning, så det ikke kommer direkte fra køleskabet og på den varme pande.

Har din ribeye en tydelig fedtkant, kan du ridse fedtet forsigtigt inden stegning.

Dup derefter kødet grundigt tørt. En tør overflade gør det lettere at få den eftertragtede brune stegeskorpe.

Krydr din ribeye

Lige inden tilberedning krydres kødet grundigt på alle sider med groft salt og eventuelt friskkværnet sort peber.

Tryk gerne saltet let mod kødet og fedtkanten, så det bliver siddende under stegningen.

Du kan altid afslutte med lidt ekstra salt og friskkværnet peber ved servering.

Sådan steger du ribeye på panden

Varm en god, tung pande grundigt op. Panden skal være varm, før kødet kommer på.

Tilsæt lidt olie, og læg den tempererede og krydrede ribeye på panden.

Har kødet en kraftig fedtkant, kan du begynde med at stege fedtkanten. Hold kødet oprejst med en tang, så fedtet får direkte kontakt med panden og bliver gyldent og sprødt.

Herefter steges kødet på begge sider, indtil det har fået en flot, mørk stegeskorpe.

Kom ikke for meget kød på panden

Skal du stege flere bøffer, så gør det hellere ad flere omgange.

Fylder du panden med kød, falder temperaturen hurtigt. I stedet for at stege og karamellisere begynder kødet at afgive væske, og så bliver det langt vanskeligere at få den gode stegeskorpe.

God varme og god plads på panden gør en mærkbar forskel.

Afslut med smør, hvidløg og urter

Når din ribeye næsten er færdigstegt, trækkes panden fra den kraftigste varme.

Tilsæt en god skefuld smør, og lad det bruse op.

Kom derefter et halveret fed hvidløg og en kvist rosmarin eller et par kviste timian på panden.

Vend kødet i det aromatiske, brusende smør, eller brug en ske til at hælde smørret over bøffen gentagne gange. Det giver både ekstra smag og en fantastisk overflade.

Tilbereder du et større stykke kød, kan du også gemme denne del til efter hviletiden og give kødet en kort tur i det varme urtesmør lige inden servering.

Lad kødet hvile efter stegning

Hviletiden er en vigtig del af tilberedningen.

Når kødet er færdigstegt, tages det af panden og lægges på en rist. Lad det hvile nogle minutter – og længere, hvis der er tale om et stort stykke kød.

Undgå at pakke kødet tæt ind i stanniol. Dampen kan gøre den sprøde stegeskorpe blød.

Er kødet blevet lidt for afkølet under hviletiden, kan du give det en meget kort tur på panden igen og vende det i varmt smør med hvidløg og urter.

Hurtig sauce til ribeye: stegt citron

Nogle gange behøver et godt stykke kød slet ikke en klassisk sauce. En stegt citron giver syre, bitterhed og let karamelliserede noter, som fungerer rigtig godt til den fede og smagfulde ribeye.

Ingredienser

  • 1/2 økologisk citron pr. person

Sådan gør du

Halvér citronerne på tværs, og fjern eventuelle kerner.

Varm en tør pande godt op.

Læg citronerne på panden med skærefladen nedad, og steg dem hurtigt, indtil overfladen bliver mørk, gylden og karamelliseret.

Det skal gå forholdsvis hurtigt. Får citronerne for lang tid, begynder de at afgive saften på panden i stedet for at karamellisere.

Tag citronerne af panden, og lad dem køle en smule.

Pres den karamelliserede citronsaft direkte over det færdigstegte kød ved servering. Den friske syre og let bitre karamellisering giver et enkelt, men effektivt modspil til ribeyens fedme.

Hvilken vin passer til ribeye?

Ribeye har masser af smag og fedme, og derfor må rødvinen gerne have både struktur, frugt og kraft.

Cabernet Sauvignon er et klassisk valg til oksekød. Druens tanniner og struktur fungerer godt sammen med ribeyens fedtmarmorering, mens mørk frugt og krydrede nuancer matcher den kraftige stegeskorpe.

Du kan også kigge mod eksempelvis Bordeaux, Ribera del Duero, Barolo eller en fyldig Syrah, alt efter hvilken stil du foretrækker.

Hos Vildmedvin finder du et stort udvalg af rødvin, når en god ribeye skal have lige så godt selskab i glasset.