Duften af friskkogte klejner hører julen til. Sprøde, gyldne og med den helt rigtige smag af kardemomme – klejner er en af de juleklassikere, der for alvor kan sætte gang i nostalgien.
Her får du opskriften på farmors sprøde klejner, hvor dejen laves dagen før og får lov til at hvile på køl natten over. Server dem friskkogte til eftermiddagskaffen eller gør julehyggen endnu bedre med et glas gløgg eller portvin.
600 g hvedemel
190 g sukker
1 tsk. kardemomme
½ tsk. hjortetakssalt
75 g koldt smør
2 æg
2½ dl fløde
½ olie og ½ palmin til kogning
Bland hvedemel, sukker, kardemomme og hjortetakssalt grundigt sammen i en skål.
Skær det kolde smør i mindre stykker, og smuldr det ud i de tørre ingredienser.
Tilsæt æg og fløde, og ælt dejen grundigt sammen, til den er ensartet. Pak dejen ind, og læg den på køl til næste dag.
Rul den kolde dej tyndt ud på et meldrysset bord. Skær dejen ud i klassiske klejneruder, og lav et lille snit i midten af hver rude.
Træk den ene ende af dejen gennem snittet, så klejnen får sin karakteristiske, snoede form. Læg de færdigformede klejner på et fad, mens fedtstoffet varmes op.
Varm en blanding af halvt olie og halvt palmin op i en gryde.
Når fedtstoffet er varmt, koges ca. 5 klejner ad gangen. Lad dem koge et par minutter, og vend dem undervejs, så de bliver jævnt gyldne og sprøde.
Tag de færdige klejner op, og lad dem dryppe af på fedtsugende papir.
Lad dem køle lidt af – hvis du altså kan vente så længe.
Klejnernes sødme og krydrede smag passer perfekt ind i julens hyggelige univers. En varm gløgg er det oplagte valg, når der for alvor skal julestemning i glasset.
Vil du hellere nyde et lille glas vin til klejnerne, er tawny portvin et rigtig godt bud. Den bløde, sødmefulde stil og de ofte nøddeagtige, tørrede frugtnoter spiller flot sammen med de sprøde klejner og deres kardemomme.
Du behøver ikke nødvendigvis finde den tungeste eller mest komplekse portvin frem. En god Tawny Reserva kan være et glimrende match og giver lige dét ekstra til julehyggen.